Sjælland Rundt 2020

Sjælland Rundt til fordel for Børn, Unge og Sorg er vel overstået. Da Team Giv Håbs Danmark Rundt tur blev aflyst grundet Covid-19, fik nogle ryttere fra Sjællands holdet idéen om at køre Sjælland Rundt på 3 dage. Vi dannede et hold bestående af 3 ryttere fra Sjælland og 3 ryttere fra Storkøbenhavns holdene. Vi gik på jagt efter sponsorater og det lykkedes os på knap 1 måned at få alle vores udgifter betalt: 2 x overnatninger i sommerhus, 2 x morgenmad, 2 x aftenmad, Rørvig-Hundested færgeoverfart samt samtlige depoter undervejs. Alle donationer kunne således gå ubeskåret til Børn, Unge og Sorg.
Turen startede fra Køge station lørdag d. 27. juni med strålende vejr. Første etape på 173 km førte os til Karrebæksminde. En virkelig varm dag på cykel. Søndag d. 28. juni kørte vi videre fra Karrebæksminde til Vig. En etape på 176 km i noget køligere vejr og en del regn fra Kalundborg til Vig. Mandag d. 29. juni kørte vi så tilbage til Køge via Gilleleje og Helsingør. En blæsende etape på 180 km, hvor de 100 km fra Helsingør blev i stridende modvind.
Alle 6 ryttere klarede strabadser med bravoure. Det blev i alt 530 km og der blev samlet 8.000 kr. til Børn, Unge og Sorg.
En fantastisk oplevelse med nogle dejlige mennesker som er med til at gøre en forskel for en hjælpende organisation i pengenød.

Der er nu kørt i alt over 3.500 km i år 🙂