En ældre beretning…

Velomediane 09 - La Roche, Belgien
Velomediane 09 – La Roche, Belgien

I foråret 2007 traf jeg en beslutning. Jeg skulle udfordre mig selv for at motivere min træning. Valget blev Velomediane 07, bedre kendt som Claude Criquielion i de belgiske Ardennes. En efter sigende barsk tur på 172 km med 23 kategoriserede stigninger – plus det løse…

Forberedelserne i løbet af sommeren gik så som så. Det er ikke altid nemt at holde sig til planerne – eller også er det for nemt at sige fra, for mange gode undskyldninger!

Men træning fik jeg. Jeg havde meldt mig til Brøndby Cykel Motion og fik dermed også nogle gode oplevelser i nye omgivelser. Motivationen blev styrket ved at tilmelde mig Claude Criquielion løbet og planlægge turen. Hotellet i byen La Roche, hvor løbet starter og slutter, blev booket via internet og medens jeg nu skulle til Belgien, så blev besøg af familien dernede også aftalt.

Så hørte jeg om flere fra klubben, der skulle af sted. Jeg deltog i deres planlægningsmøde kort før afrejsen. Her fik jeg nogle gode fif, men også en del ting at tænke på: bakkernes stejlhed, farlige nedkørsler, spise og drikke mm.
Jeg blev mere og mere spændt, for ikke at sige nervøs. Hvad havde jeg dog kastet mig ud i?

La-Roche-en-Ardennes, Belgien - Velomediane start område
La-Roche-en-Ardennes, Belgien – Velomediane start område

Planen kunne dog ikke længere laves om. Turen var planlagt og min ældste datter skulle også med for at besøge mine gamle forældre. De vil alle have været meget kede af det, hvis jeg trak mig ud…

Cyklen blev også gjort klar: fin pudset og smurt, nye slanger og nye dæk. Jeg skulle nødig gøre det sværere for mig selv!

Velomediane - klar til start
Velomediane – klar til start

Løbsdagen

Så kom den store dag: lørdag 1. september. Morgen forberedelserne var febrilske og jeg måtte kæmpe med mig selv for at spise et godt morgenmåltid. Jeg var ikke meget værd. Hvordan skal det mon gå?

Ud til start område lidt over kl. 8 (starten går kl. 9). Der var allerede mange, der ventede dér. Jeg stillede mig pænt i rækken og fik min datter Michèlle til at gå længere frem og se, om de andre fra Brøndby allerede var kommet.. Det var de – blot 50 m længere fremme. Jeg maste mig forsigtig hen til dem. Ventetiden virkede lidt mindre anspændt, sammen med de andre.

Så gik starten kl. 9. Lidt kaos for at komme i gang, når 2000 motionister sendes ud på ruten på én gang, men det lykkedes uden uheld. Jeg var sammen med holdkammeraterne de ca. 100 m, der var fra starten til begyndelse af den første opstigning, 2,8 km à 5,4%. Det tog ikke lang tid før jeg befandt mig ”alene” – hvis jeg nu så bort fra de godt 1000 andre deltagere som overhalede mig!

I den første nedkørsel indhentede jeg Mogens – det sagde han også at jeg nok vil kunne komme til, da nedkørslerne ikke var hans kop te. Jeg var altså ikke længere sidste mand fra Brøndby, men kun for en kort stund, da den efterfølgende bakke satte orden i hierarkiet på ny. Jeg så dem ikke længere den dag på ruten!

Fra dette tidspunkt var det kun en kamp med mig selv og bakkerne. Jeg var blevet advaret, at de var seje og stejle. Det var vist ikke overdrevet. Den ene bakke afløste den anden og det kunne allerede mærkes i benene, selv om der knap var kørt 50 km af de i alt 172.

Så kom den berømte og frygtede ”Mur de la Velomediane” En skrap stigning på 1,8 km med en gennemsnitlig stigning på 8,8% men med visse steder over 20%. Hvordan jeg kom på toppen ved jeg stadig ikke, men jeg gjorde det – troede jeg. Der kom en lille nedkørsel, hvor pulsen knap kunne falde til ro, før der kom en ny stigning af samme slags. Den kom hel bag på mig og trods en ihærdig kamp måtte jeg give op de sidste 100 m, selv om det viste at være endnu vanskeligere at gå op. Men er man først stået af cyklen, kommer man ikke i gang igen på selve bakken!

Velomediane - Bakke nr. 10 ...
Velomediane – Bakke nr. 10 …

På toppen fladede det lidt ud og jeg kom af sted igen – på cyklen. Så kom turen ned til byen igen, straks efterfulgt af 3 stejle bakker på stribe: Côte de Gohette (1 km à 11,3%), Côte du Parc à Gibier (0,3 km à 15,2%) og Col de Haussire (1,3 km à 11%). Jeg spurgte mig selv flere gange, hvad havde fået mig til at gøre det her.

Jeg havde heldigvis lært på Mallorca at køre efter min puls og lytte til min krop, så jeg tog bakkerne stille og roligt. Jeg var allerede godt træt og det var for mig ikke et spørgsmål at komme hurtigt i mål men blot at gennemføre! På Côte de Gohette lykkedes det mig at overhale en ambulance, som så fulgte efter mig på Col de Haussire  – var krisen mon så tydelig at se? Men den bakke klarede jeg også. Der manglede nu kun ca. 100 km! Kampen med at overvinde mig selv for ikke at stoppe var allerede godt i gang. Jeg fik dog en saltvandsindsprøjtning på toppen i form at opmuntrede tilråb fra min datter, som havde fundet vejen til toppen.

Velomediane 2007 - Overvågning på vej opad Col du Parc à Gibiers
Velomediane 2007 – Overvågning på vej opad Col du Parc à Gibiers

Jeg var da også klar over, at hvis jeg skulle give op, så skulle det være dér, for efter Col de Haussire kommer man væk fra byen og vejen tilbage – i eller uden for løbet vil kræve, at man klarer de mange bakker undervejs. Jeg valgte selvfølgelig at fortsatte, selv om der straks kom en stigning på 3,7 km, men den var kun med sølle 4%!

Ser man bort fra trætheden, så var de efterfølgende bakker ikke nær så skræmmende, men de virkede længere og længere. Jeg vidste, at der kom en sej en på godt 2,5 km med et gennemsnit på 8% – Col du Rideux Nord, efter at have tilbagelagt 118 km. Den frygtede jeg og ganske rigtig – den var skrap. Den var noget stejlere end ventet i starten. Så tænkte jeg, at den ville blive nemmere efterfølgende.

Velomediane 09 - Tankevækkende :-)
Velomediane 09 – Tankevækkende 🙂

Det var den måske også, men de sidste meter kunne benene bare ikke mere. Kramperne havde da også meldt sig. Jeg måtte gå godt 150 m for at aflaste de trætte muskler. Jeg begyndte at være noget bekymret, for hvordan pokker kom jeg tilbage til byen, hvis kroppen meldte pas…

Det lykkedes mig at tage det med ro og jeg fik styr på kramperne. Min seje kamp kunne fortsætte under ”normale” vilkår. Jeg troede nu mere og mere på mig selv. Jeg var overbevist, at det her kunne jeg godt gennemføre. Der var nu ikke så mange ryttere, der overhalede mig mere, og jeg vidste, at jeg ikke var sidste mand på ruten!. Det næste bakkeskilt viste nr. 20. Jeg var godt på vej tilbage til La Roche, men for h…., hvor gjorde det ondt – der var ikke megen energi tilbage i kroppen og benene var så godt som døde!

velomedianeprofilJeg begyndte at glæde mig til den sidste nedkørsel til byen, som skulle være på godt 8 km. Endnu en bakke blev passeret. Endnu en nedkørsel med større forsigtighed fordi trætheden påvirkede koncentrationen. Og så lige pludselig et vejskilt: La Roche 8 km. Jeg havde passeret de sidste bakker uden at bemærke det – sejt!

Kun et styrt i den sidste nedkørsel kunne forhindre mig i at gennemføre. Mange tilskuere i byen. Tilråb og klapsalver. Hvor skønt!

”Beep – beep” hørte jeg, da jeg passerede målstregen. Jeg havde gjort det. Godt nok tog det mig 8 timer og 43 minutter, men jeg gjorde det!

I mål efter 172 km og over 3000 højdemeter...
I mål efter 172 km og over 3000 højdemeter…

Jeg kneb en tåre, da Michèlle kom løbende og jublende hen til mig.

Jeg var pavestolt af ”min præstation”.

Jeg mødte de andre Brøndby’erne om aften i byen til en øl mm., hvor alles bedrifter blev mere eller mindre gennemgået, denne gang med et smil på læben og uden sved på panden.

Tak til Brøndby Cykel Motion for nogle hårde men gode og hyggelige træningsture, som var med til at grundlægge min oplevelse i Belgien.

Gør jeg det igen næste år – lige nu tror jeg ikke på det, men det er dog ikke utænkeligt, at jeg kan overtales….